Slagelseløbet 2021, vel overstået.

13-06-2021

Slagelseløbet 2021, vel overstået.

På den solbeskinnet søndag den 30. maj, afviklede Slagelse Cykle Ring i samarbejde med Slagelse Kommune Slagelseløbet 2021

Planlægningen var svær, da mulighederne for gennemførelse af løbet, var uvisse, men efter måneders planlægning lykkedes det, og der blev afviklet et brag af et cykelløb, hvor Slagelse Kommunes skønne områder blev vist frem. 

Hele 520 ryttere fra hele Danmark og Norden stillede til start, fordelt på felter fra U11 til H70, hvor ældste deltager sneg sig helt op på 80 år.

Der blev kørt seværdigt cykelløb i alle klasserne, og børn, unge og voksne kæmpede om sejren, med spurt og kampgejst til det sidste.

Det er skønt at se at selv sidste rytter over stregen kører for en bedre tid, og smiler når målstregen er passeret. Det er derfor vi i Slagelse Cykle Ring elsker sporten.

Løbet blev for anden gang kørt på den smukke rute omkring Stigsnæs og Magleby, hvor de snoede smalle veje, nogle steder blev en udfordring for rytterne. Ruten gik gennem den fantastisk Vestsjællandske natur også forbi Borreby Gods, og helt ned til vandet, hvor der i formiddagstimerne mødte rytterne havgus, der tilførte et ekstra element til løbet.

Slagelse Cykle Rings egen rytter Laura Raadal Jørgensen vandt i en spurt Dame B-rækken, godt hjulpet igennem af klubkammeraten Emma Danielsen. Laura er i en forrygende udvikling, og de mange træningstimer der bliver lagt i ugens løb, giver synlige resultater og podieplaceringer, og vi glæder os til at følge hendes udvikling.

I Herre A kørte den tidligere Slagelse rytter Mads Berg sig ind på en velfortjent 3. plads. Efter et længere udbrud, blev podieplaceringerne fordelt i en spurt, hvor Mads måtte se sig slået. Mads kører i dag på Team O.B.Wiik-Dan stillads, der samarbejder med Slagelse Cykle Ring.

Borgmester John Dyrby Paulsen, var inviteret med på en VIP-tur bag U19-feltet, hvor han fik set cykelløb på nært hold, og en snak med løbsansvarlige undervejs.

Efterfølgende overrakte Borgmesteren – med det gule Tour de France-telt i baggrunden – præmier til de vindende ryttere i A- og B-felterne.

RGS Nordic stillede velvilligt deres område til rådighed, og gav løbet et unikt start- og målområde, der var helt lukket for trafik, og derfor lagde op til spænde afslutninger.

Opløbsstrækningen var pyntet med Dannebrogsflag, gul Tour de France-målportal og sponsorflag langs opløbet, hvor rytterne på flotteste vis, blev budt velkommen i mål. Området emmede af god stemning, som Slagelse Cykle Ring havde formået at skabe, på trods af restriktioner.

Løbet kunne ikke afvikles uden den store opbakning klubben altid får fra sponsorer og frivillige. En særlig tak for samarbejdet til Slagelse Kommune, der ligger navn til Slagelseløbet, og til KIA Kjærulff, der stiller biler til rådighed ved løbet.

Slagelse Cykle Ring vil også gerne takke politi, DCU, beboere langs ruten, ryttere og forældre og alle andre der var med til at skabe et fantastisk cykelløb – uden den opbakning ville løbet ikke blive den kæmpe succes det var.

Præmie podium i A-klassen

 

Præmie podium i B-klassen